Pluk svampe i Kongelunden

Svampesæsonen går normalt fra august til oktober, men er meget afhængig af vejret. Et godt svampeår er, når vi har en lun og fugtig sensommer. 

Den mest kendte og velsmagende rørhat er Karl Johan. Den kan man kende på den brune hat og den solide stok, der øverst har et fint netagtigt mønster. Den ligner lidt den øverste halvdel af en hjemmebagt bolle. Rørene er fra starten hvide og bliver med tiden gule til gulgrønne. Den kan forveksles med galderørhat, som ikke er giftig, men som smager så bittert, at den er uspiselig. Galderørhat har grovere net på stokken og hvide til lyserøde rørmundinger.

Det er vigtigt kun at indtage spiselige svampe. Hvis du er i tvivl, så lad dem være. Brug kun friske svampe til madlavning, og sørg altid for at gennemstege eller gennemkoge de vilde svampe. Spis dem ikke rå. 

Svampe absorberer tungmetaller, så undgå at plukke svampe tæt på trafikerede veje eller industri.